Månedsarkiv: april 2024

Arbejdsdag

Hej Alle.

I går lørdag 27/4 havde vi første arbejdsdag på pladsen. Dagen blev startet med rundstykker og kaffe. Og mens solen langsomt åd sig gennem tågen, tog vi fat.
Op til havde vi spurgt ud på plantedonationer til vores nye bed. Og sikke da en gavmildhed.
Tusind tak til alle jer der er kommet med planter fra haven, inviteret os ind i jeres have bevæbnet med spader og jer der har delt ud af hjemmedyrkede nye stauder.
Vejret var med os, og det var en glæde at se så mange med arbejdstøj på. Hele 10 ekstra sæt hænder ud over bestyrelsen.
Det lykkedes at grave selvsået mirabelle, ahorn m.m. væk bag skuret og det sidste stykke skrænt.
Nogle af de store sten er blevet placeret rundt omkring.
Når jorden er mere tjenestelig vil der blive sået græs.
Alle de fine planter blev plantet. Dog var jorden meget våd og leret, så om alle overlever er lidt usikkert.
Lågen, som Henrik Jensen har repareret, er blevet sat op, og stolperne støbt fast. Så nu er der sikkert mod landevejen igen.
Dagen blev sluttet af med grillpølser.
Tak til alle jer der gav en hånd med. Vi kan så meget når vi løfter i flok.
Link til fotos her

Høstmarked

Kære alle medlemmer.

Den 31. august afholdes Kirkeskovens Høstmarked for første gang.

Hele eventet er kommet i stand som kulmination på LUP’en og Borgerne Bestemmer.

Som i måske husker blev Sven Korsgaards undervisningsrute en realitet og nu samles trådende til Jens Schou’s ide om et fælles event på tværs af skoledistriktet.

Det bliver en dag i 2 dele.

  1. del er markedsdelen. (ca. kl. 11-17)

Her vil være musik telt med lokale musikere, nørkletelt med alle områdets nørkle entusiaster, kaffe og kage og hygge, boder med kunsthåndværkere, trædrejere, malere, urtekyndige og meget mere.

Der vil være guidet tur på Svens undervisningsrute.

Bøgelunde forsamlingshus laver madbod.

Børnene kan gå på opdagelse i gymnastikkens verden via ØB, prøve at være artist i Cirkus Kæphøj, Carl Quist Møller kommer og fortæller og så er der hoppeborg m.m.

Entre er gratis.

  1. del er fællesspisning i hallen med efterfølgende koncert med Public Service. (ca.18.30-24.00)

Vi skal spise, hygge og danse.

Entreprisen for mad og koncert bliver ca. 350,- pr. pers.

For at alt dette kan blive en oplevelsesrig dag, hvor vi både kan lære hinanden bedre at kende på tværs af Kirkeskovskolens distrikt og få lov at vise hvad man går og sysler med, har vi brug for DIG!

Vi håber, at du har lyst til at komme og vise lidt af, hvad du skaber og producerer, og du vil også have mulighed for at sælge dine produkter.

Er i et fælleskab der mødes om en fælles passion, hobby, motionsform eller lign er i meget velkomne. Måske er der nye medlemmer lige om hjørnet?

Hvis du tænker at du ikke kan fylde en bod selv, så kontakt os. Så finder vi et match.

Læs de vedhæftede indbydelser med detaljer og stil endelig spørgsmål.

Vi får også brug for en masse frivillige hænder til praktiske opgaver op til og i løbet af dagen. Så hvis du kan lide at tage fat og vil bruge et par timer (eller mere) med at skabe rammerne for det hele, vil DU blive en vigtig brik. Der vil komme mere info om hvor der mangler hænder i de forskellige arbejdshold (opsætning, parkering, nedtagning, skraldetur, servicerunder m.m.)

Hvis i nu skulle kende til nogen der ikke er på medlemslisten, så giv enten dem eller os et praj. Vi skal have så mange med som muligt.

Jeg håber at høre fra jer.

 Joan

Med venlig hilsen

Rude Beboerforening

Standardbrev foreninger (1)

Standardbreve boder

Affaldsindsamling 2024

Søndag 14/4 var der affaldsindsamling i det meste af Danmark. Også her i Rude, hvor disse friske Rude boere bevæbnet med pick-ups gik til kamp mod skraldet.
Tak for indsatsen 💪.

Ugeavisen

Ugeavisen Slagelse-Skælskør-Korsør udkommer ikke mere i vores landdistrikts område.
Mange har allerede bemærket den udeblivende lokalavis.
Savner man sin avis bliver 50 fysiske eksemplarer leveret hver onsdag til Dagli’Brugsen i Bisserup.
Man kan hente avisen gratis.