Grængebjergtrolden.

Denne historie stammer fra to 80-årige koner på egnen i 1870, og er beskrevet i en bog som hedder ”Danske høje fra sagn og tro” af Mads Lidegaard. Bogen er fuld af historier om høje i Danmark, og der er mange man kender her på egnen.

I gamle dage lå der på toppen af Grængebjerg to store bronzealderhøje, som kunne ses viden om, men da man udhulede nordsiden med grusgravning, styrtede højene ned.
Man fandt da et skelet og en guldring, og man mente at det var en af de mange, trolden havde dræbt i bakken. Guldringen mentes at have tilhørt en fornem jomfru, som var forsvundet og ført ind i bjerget.

Grængebjergtrolden var en plage for folk. Han stjal deres dyr og kom derefter ridende på dem i fuld fart, hylende som et vildt dyr, og enhver der ikke kom af vejen, blev redet ned.
Værre var det dog, at han havde en umanerlig lyst til unge piger og tog mange ind i højen. Når de kom ud igen, var de underlige i hovedet.
Én gang gik det dog galt for ham :
Skytten på Holsteinborg havde en kæreste, og en aften da de gik tur, kom trolden farende og greb pigen. Skytten vidste at almindelige kugler ikke bed på trolden, så han rev en sølvknap af sin jakke og ladede sit gevær med den. Han ramte trolden, som udstødte et forfærdeligt hyl, gav slip på pigen og flygtede. Hun dånede, men kom sig dog hurtigt og blev normal, men hendes tøj blev ved at lugte af trolden, lige meget hvor meget hun vaskede det.
Til sidst blev hun træt af det og gav det til en fattig gammel kone, der tog det på og gav sig på vej. Men trolden holdt vagt, han lugtede tøjet og kom igen farende i mørket, greb konen og sagde : ”Denne gang slipper du ikke!”
Da han kom hjem til Grængebjerg med sit bytte og opdagede, at det var en gammel kone, udstødte han de frygteligste eder og smed hende ned af højen.
Han vogtede over Kirkeskoven, og hvis skovtyve tog træ, der ikke tilkom dem, sørgede han på troldevis for, at de ikke kom hjem med det.
Hans kvindekærlighed kostede ham til sidst livet i kamp med en anden trold om troldkvinden i Hindhøj ved Stigsnæs. De kæmpede i en mose nord for Ørslev, hvor Grængebjergtrolden bukkede under og blev nedmanet i et hul, hvorfra der stadig siver en rødlig væske.
Det er muligvis den samme trold fra Ørslevkanten som så sig gal på Holsteinborg kirke og smed en sten mod den. Den landede dog noget upræcist, og ligger som dæksten på en dysse bag hækken ved indkørslen til skovfogedhuset på Olstrupvejen i Rude.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>